Restaurant Den Gyldne Hane • Vestre Havnevej 34 • 4583 Sjællands Odde • 59321800 • mail@dengyldnehane.dk

Omkring århundredeskiftet (1900) gik fiskerne på Odden i gang med realisering af planerne om at få bygget en fiskerihavn.

På daværende tidspunkt blev der drevet et temmeligt stort sildefiskeri fra Odden bådebro, som lå 300 meter vest for den nuværende havn.
Mange gode kræfter blev involveret i planerne, og i foråret 1907 blev arbejdet påbegyndt. I 1909 kunne havnen tages i brug.

Samtidig med havnen blev det første hus bygget. "Strandkanten" kom det til at hedde. Et velvalgt navn til det nye hus, der var bygget ved den lægivende bakke og med udsigt over havnen.

Huset blev bygget af den senere havnefoged N.A. Andersen og fru Gertrud. En datter Ragnhild har i en lille bog skrevet sine erindringer om barndomshjemmet. Det var et stort hus, fortæller hun. Der skulle jo være plads til havnekontor, og der var reserveret plads til familieudvidelser, som heller ikke udeblev. Syv børn blev det til i alt. Faderen N.A. Andersen fik stillingen som havnefoged, som han bestred i 40 år.

Lønnen som havnefoged var ikke stor. Derfor blev en lille afholdsrestaurant indrettet i en af stuerne. Om sommeren især var der liv i huset. Der kom gæster fra København - undertiden kendte folk, og da tunfiskeriet satte ind i 1920'erne kom direktører og engelske adelsmænd som pensionærer.

I talefilmens barndom blev huset invaderet af et filmhold, og optagelserne "Så til søs" kunne følges på tæt hold.

Naturligvis nok indgik friskfanget fisk i pensionærernes menu.

Da havnefogeden holdt op i 1949, blev huset solgt til Sømandsmissionen, der byggede en ny af deling ved siden af "Strandkanten". Her blev indrettet 8 dobbeltværelser med bad og toilet, hvilket var temmelig usædvanligt for den tid.

Efter Sømandsmissionen overtog Erling Johansen stedet og omdøbte det til "Hotel og Kro". Som den første i Odden fik han alkoholtilladelse i 1969 og ændrede samtidig kroens navn til "Den Gyldne Hane".

Efter Erling Johansens død i 1970 solgte enken Gunhill Johansen kroen til den nuværende ejer Bruno Lund. Hotel og kro er stadig stedets funktion, og friskfanget fisk fra havnen er stadig på menukortet.

En af Danmarks største tunfisk er fanget ved Odden og fortæret af gæsterne på "Den Gyldne Hane". Stedet er kendt som et godt spisested, og gæsterne kommer langvejs fra for at nyde specialiteterne på "Hanen".

Efter 35 års virke sælger Marianne og Bruno Lund 1. november 2005 Hotel- og Restaurant Den Gyldne Hane til en investor, som udlejer hotel og restaurant til et forpagterpar, som efter et par sæsoner forlader Hanen.

I foråret 2011 købes "Den Gyldne Hane" af Restaurant Den Gyldne Hane Aps. Bruno Lund er idag ved roret og står for den daglige drift af Hotel- og Restaurant Den Gyldne Hane sammen med et dygtigt og engageret personale.

Den Gyldne Hane er i dag moderniseret med nyistandsatte værelser med fladskærms tv og nyt og moderne køkkenudstyr. Restauranten, med udsigt til Kattegat og Odden havn, har plads til 75 gæster i restauranten og 40 gæster i selskabslokale. I maj 2004 er der lagt nyt tag på ejendommen. I sommeren 2011 er facaden afrenset helt ind til de gule mursten, og efterfølgende filset og malet hvid igen.

Den Gyldne Hane driver i dag også Dîner transportable med udbringning over hele Sjælland incl. København.

Hvis du har spørgsmål omkring menuer og arrangementer - kontakt Bruno Lund på
telefon 234 234 99 eller på
mail@dengyldnehane.dk

Glimt af historie om Den Gyldne Hane
Fotos: John Olsen • photodan.dk